Byggeriet af den nye rekreative forbindelse over Frederiksbroen - første etape af Den Blå Kant er i fuld gang. En del er renovering og ombygning, men der er i høj grad også lagt an til nye byrum med masser af aktiviteter for alle. Med fondsstøtte får Frederiksø i byen nu en parkourbane, der forventes færdig til foråret 2021.
Byggeriet af Den Blå Kant kommer til at indeholde en helt ny attraktion, nemlig en parkourbane. Projektet er netop faldet helt på plads og er i tråd med visionen for Fremtidens Havn. Her skal udviklingen skabe nye, gode byrum med mange muligheder for ophold, hygge og aktiviteter.
Parkourbanen er udviklet i et samarbejde mellem Svendborg Kommune og det lokale parkourmiljø, som bl.a. består af folk fra Svendborg Gymnastikforening, Gymnastikhøjskolen i Ollerup og Vejstrup Idrætsefterskole.
De lokale parkour-udøvere arbejder nu sammen med kommunen for at få det bedste resultat, inden det tegnes færdigt og klar til udførelse. Parkourbanen, de nye byrum på Frederiksø og den rekreative forbindelse gennem Frederiksgade og over Frederiksbroen står klar til byens borgere, sommergæster og ikke mindst deltagerne til DGI Landsstævnet i juni 2021.
Der er store forventninger allerede.
-Projektet vil sætte Svendborg på landkortet, når det kommer til parkour og kreativ kropslig udfoldelse. De lokale kræfter og faciliteter er blandt landets absolutte bedste. Projektet vil give det lokale parkourmiljø et autentisk og centralt mødested, hvor miljøet kan gro. Det er også med til at gøre parkour synligt, så endnu flere kan være med i et kreativt og aktivt træningsmiljø, siger Jonathan Linde. Han er repræsentant for parkournetværket ”Svendborg Parkour”.
Donation fra Salling Fondene
Anlægget koster en halv mio. kr. Halvdelen på 250.000 kr. doneres af Salling Fondene, den anden halvdel betales af Svendborg Kommune.
Det er den lokale Føtex, der har givet mulighed for at søge pengene hos Salling Fondene. Varehuschef Klaus Slotsager glæder sig til at se projektet færdigt som en del af Den Blå Kant på Frederiksø:
- Vi er glade for at være med til skabe et nyt og kreativt byrum til glæde for byens borgere og besøgende. Som varehus vil vi gerne være med til at gøre vores by og havn endnu mere attraktiv, siger han.
Teknik- og Erhvervsudvalget har torsdag godkendt projektet og økonomien. Flemming Madsen, (S) som er formand for Teknik- og Erhvervsudvalget, glæder sig over projektet.
Han er også rigtig glad for, at det er udviklet i samarbejde mellem lokale foreninger, det lokale erhvervsliv og Salling Fondene
-Vi får gode og relevante projekter, når lokale aktører og brugere deltager i udviklingen. Jeg glæder mig over at vores lokale Føtex og Salling Fondene understøtter udviklingen af vores havn med gode aktiviteter midt i byen. Parkour er et spændende og anderledes element i Den Blå Kant, der jo samlet set skal være indbydende og attraktiv for alle byens borgere og gæster i byen.
Parkouranlægget placeres på Udrustningskajens ved siden af den helt nyanlagte betonskate-bane, der blev anlagt i juli i år. Projekterne er begge to centrale elementer i visionen om at skabe liv på havnen. Der bliver mulighed for aktivitet, leg og en masse at kigge på for forbipasserende, ligesom der bliver grønne indslag med græsplæner, træer, petanquebaner og strandbar.
Kontakt for mere information
Flemming Madsen, formand for Teknik- og Erhvervsudvalget, tlf.: 2163 0949.
Jonathan Linde, Svendborg parkour, tlf.: 6136 2998.
Klaus Slotsager, varehuschef, Føtex Svendborg, tlf. 6121 3291.