Vi er mange, der har svært ved, hvordan vi skal forholde os, når vi møder et menneske med en demenssygdom.
Vi kan være bange for at træde nogen over tæerne, gå for tæt på eller blive usikre på hvordan vi bedst kan hjælpe.
I Svendborg Kommune vil vi gerne gøre op med de barrierer.
Vi vil være med til at skabe et demensvenligt samfund, hvor demens ikke er tabubelagt, og hvor vi allesammen bliver bedre til at støtte og hjælpe demensramte familier i hverdagen.
Svendborg Kommune har i samarbejde med Alzheimerforeningen og Svendborg Senioridræt uddannet 14 demensven-instruktører, som nu er klar til at udbrede viden om demens, og derved gøre Svendborg Kommune mere demensvenlig.
Du kan være med til at gøre Svendborg Kommune til et demensvenligt samfund blandt andet ved at:
- Tilbyde din hjælp når du møder et menneske med en demenssygdom.
- Holde kontakt hvis nogen i din omgangskreds har en demenssygdom.
- Tale åbent om demens og være med til at nedbryde fordomme og tabuer.
- Være forstående og tålmodig – det gør en forskel.
Ønsker du, at din virksomhed, butik, forvaltning, klub eller andet skal kunne gøre en forskel for mennesker med demens, er du meget velkommen til at bestille et besøg af en af vores demensven-instruktører.
I vil få bevis på jeres deltagelse, og blive registreret som demensvenlig i Alzheimerforeningen og i Svendborg Kommune.
Infomødet varer ca. 45 – 60 minutter, og det er gratis at deltage.
Ring for yderligere information til
Demenskontakten på telefon: 29657023
Vi glæder os til at høre fra dig
Med venlig hilsen
Mette Kjeldsen, Lone Milling og Karoline Raundahl.