Pressemeddelelse
Et afvekslende program venter, når Majestæten besøger Svendborg Kommune på sit sommertogt med Kongeskibet Dannebrog.
H.M. Dronningen får et tætpakket program, når Kongeskibet Dannebrog lægger til kaj i Svendborg torsdag den 6. september. Programmet den 6.-7. september skal give et indtryk af Svendborg som en mangfoldig by.
Efter modtagelsen på havnen i Svendborg kører Dronningen i karet gennem byen sammen med borgmester Bo Hansen til Svendborg Rådhus. Karetturen bliver med eskorte af Gardehusarregimentets Hesteskadron.
Herefter kører Dronningen i karet til Bryghuset, Svendborg Demensby, inden Svendborg Kommune er vært ved en officiel frokost på Stella Maris.
Eftermiddagens program byder på tre besøg. Først lægges turen omkring virksomheden Scangrip på Rytterhaven, der er kendt for sin produktion af arbejdsbelysning baseret på LED-teknologi.
Eftermiddagens andet besøgssted er Danmarks Forsorgsmuseum på Grubbemøllevej. Her besøger Dronningen den historiske arbejdsanstalt, inden torsdagens program slutter af i Skovparken, hvor det er lykkedes områdets beboere i samarbejde med boligforeningerne og Svendborg Kommune at skabe en positiv udvikling i et udsat område.
Om aftenen er Dronningen vært ved en reception på Kongeskibet Dannebrog.
Fredagens program starter på Skolerne i Oure Sport & Performing Arts.
Efter besøget i Oure kører Dronningen til Skotlandsvej i Tved. Her ligger virksomheden Gamle Mursten. Virksomheden har specialiseret sig i at rense mursten, så de kan genbruges som byggemateriale.
Dronningens sidste besøg er på Galleri DGV i Svendborg, hvor der er udstillet kunst af kunstneren Kathrine Ærtebjerg, der er en af de kunstnere, der har medvirket i udsmykningen af Frederik VIII’s Palæ på Amalienborg.
- Vi har ønsket at vise Dronningen en mangfoldighed af hvad Svendborg Kommune har at byde på. Det synes vi er lykkedes med det program, vi har sat sammen. Det er mit håb, at rigtig mange borgere vil lægge vejen forbi Svendborg, når Dronningen kører i karet fra Kongeskibet til rådhuset, og bagefter fra rådhuset til Bryghuset, siger borgmester Bo Hansen, Svendborg.
Yderligere oplysninger:
Borgmester Bo Hansen, 29 27 29 59
Kommunikationschef Kim Barren, 30 17 51 08