Pressemeddelelse
De fire sydfynske kommuner er gået sammen om en tre-årig indsats for at styrke erhvervslivet i gadeplan. Virksomhederne står i kø og er ivrige for at komme i gang med at indfri deres vækstambitioner.
De fire kommuner. Langeland, Ærø, Faaborg-Midtfyn og Svendborg, har sammen søgt og fået midler fra Syddansk Vækstforum og EU’s Socialfond til projektet ”Styrket Erhverv i Gadeplan”. Kort sagt handler det om at skabe vækst i erhvervslivet i gadeplan over hele Sydfyn.
Ud over kommunerne, så er de lokale erhvervsforeninger og Dansk Erhverv aktive medskabende i indsatsen.
Ulrik Feveile, direktør i Spar Nord i Svendborg, deltager i projektet. Han siger:
”Generelt er det min holdning, at alle skal uddanne og udvikle sig for at følge med tiden-Og med dette projekt får deltagerne både en individuel udviklingsplan med fokus på netop deres forretning samt en omfattende kompetenceudvikling, der samlet set skal ruste dem til at møde fremtiden. Så jeg glæder mig meget til at se, hvad det bringer med sig.”
Kick-off i alle byer
Projektet skydes i gang med kick-off arrangementer i Svendborg, Rudkøbing, Ærøskøbing, Ringe og Faaborg i løbet af de første uger af marts. Det er butikker og forretninger, der lægger hus til og inviterer de lokale erhvervsdrivende indenfor til en kop kaffe og en bid brød.
Til kick-off arrangementerne skal erhvervslivet komme med input og ønsker til de kommende kurser, tidspunkter, lokationer mm. Samtidig får deltagerne mulighed for at blive klogere på projektet og lære de andre deltagere at kende.
Hvad kan virksomhederne få ud af projektet?
”Styrket Erhverv i Gadeplan” skiller sig ud ved, at det faktisk ikke er skræddersyet fra start. I stedet vil de deltagende forretninger opleve en indsats, som løbende tilpasser sig dem med udgangspunkt i lige præcis de behov og ønsker, de har.
Det ligger dog fast, at deltagerne undervejs vil få lavet en handlingsplan for deres vækstambitioner, vil deltage i flere kompetenceudviklingsforløb med udgangspunkt i fremtidens detailhandel, vil få tilknyttet en professionel mentor samt tilbydes netværksaktiviteter.
Stor interesse for projektet
I skrivende stund har 77 virksomheder meldt sig til projektet, heraf 27 i Svendborg, 25 i Faaborg-Midtfyn, 11 på Langeland og 14 på Ærø.
Målet er, at 100 virksomheder kommer styrkede i gennem projektet, og der er stor opbakning til og gejst om projektet. Det siger projektleder Helge Padegaard, der også er erhvervskonsulent i Svendborg Kommune: ” Der er blevet taget utroligt godt imod projektet, når vi har været rundt og snakke med forretningerne. Der skal køre 3 hold med opstart i hhv. april 2018, september 2018 og januar 2019. Det første hold, som starter op i april, skulle egentlig kun have haft 33 deltagere, men stort set alle de 77 tilmeldte ønsker at komme hurtigt i gang. Det er vi naturligvis rigtig glade for, så det forsøger vi nu at finde en løsning på, og vi glæder os til at komme i gang med kick-off-møderne.” .
Du er velkommen til at kontakte de to konsulenter Daniella Wellejus, tlf. 29 65 52 72 eller Morten Wind tlf. 29 65 69 94