Kanon Kulturnat
Det er faktisk meget sigende for Svendborg, at vi har så stor en kulturkanon - vi har rigtig meget at byde på. Det kan du høre om til SVEND Kulturnat den 1. september, hvor Svendborg Kommune indbyder alle interesserede borgere til ’KEND DIN KULTURKANON’- arrangement på Svendborg Biblioteket kl. 17. Her vil kunstner og forfatter Mai-Britt Schultz og museumsinspektør Nils Valdersdorf Jensen fortæller levende og underholdende om nogle af de 70 kulturelle perler. Vi slutter med at vise den kortfilm, der vandt Bedste brug af location prisen til Årets Skolefilmfestival, hvor kulturkanonen indgik som benspænd. Der vil også være mulighed for at se og låne bøger af de forfattere, som er repræsenteret i kulturkanonen.
På kulturnatten vil du der ud over kunne opleve kulturkanonen ’live’ - fx. når der er åbent hus i byrådssalen, som billedkunstner Niels Hansen har udsmykket. Eller du kan opleve kulturen på Frederiksø, hvor flere af lejerne i de gamle værftsbygninger holder åbent hus. Det er også muligt at kigge ind hos BaggårdTeatret og på spillestedet Harders i Ribers Gård, der holder Vinylaften. Specielt børnefamilier kan glæde sig til når Svendborg Gymnastikforening holder Open Gym. Du har mulighed for at tyvstarte kulturnatten aftenen før den 31. august, hvor Giant Steps inviterer til jazzkoncert. Alle er de med i Svendborgs Kulturkanon – og samlet udgør vores kulturperler udgangspunktet for det gode liv med en stolt maritim historie samt en enestående natur- og kulturrigdom til lands, til vands og i byerne.
Bliv inspireret og stolt
Du kan også blive hjemme i sofaen og se de små film om Svendborgs kulturkanon lavet af Timetraveller. De er en appetitvækker til kulturkanonen: https://www.youtube.com/playlist?list=PLe9XRGgW6jAUCLHnykEYQdzibxPRP4Rw5
Og herefter er du nødt til at klikke dig ind på den nye hjemmeside for Svendborgs Kulturkanon www.svendborghvorellers.dk for at blive klogere på de 70 kulturelle perler og blive inspireret til at komme ud at opleve dem. Det er helt sikkert, at der er meget at være stolt af – og det er helt sikkert, at vi har guldet i vores købstad.
Hvad enten man vil opleve smuk natur, spændende kunst, kultur eller maritime- og kulturhistoriske steder, hvor skal man så vælge at bo eller tage på ferie? Svendborg – hvor ellers?
Baggrund:
Mange mennesker har været involveret i at skabe Svendborgs kulturkanon. I efteråret 2015 kunne borgerne nominere og sidenhen stemme på forslag til Svendborg Kommunes kulturkanon.
I løbet af 2016 blev debatten udfoldet i kølvandet på afstemningen. Et fagkyndigt udvalg fik ved samme lejlighed til opgave at kvalificere forslagene fra borgerafstemningen. Det resulterede i et udvidet forslag til en kulturkanon på 70 emner.
Disse forslag har været debatteret i offentligheden, og i oktober 2016 besluttede Erhvervs-, Beskæftigelses- og Kulturudvalget den endelige sammensætning af kulturkanonen.
Links:
FILM: https://www.youtube.com/playlist?list=PLe9XRGgW6jAUCLHnykEYQdzibxPRP4Rw5
Hjemmeside for Svendborgs Kulturkanon: www.svendborghvorellers.dk