Svendborge r inde i en god stime - samme uge, som virksomhederne i Svendborg sendte kommunen otte pladser frem i Dansk Industris undersøgelse af erhvervsvenlighed faldt endnu en god nyhed: Svendborg er kåret som Danmarks hyggeligste handelsby.
Titlen kan nok vække genklang hos de fleste, der har prøvet at slentre en tur gennem gaderne en lørdag i solskin ´- og nyehden blev da også modtaget med endda meget stor glæde på siociale medier med hundredevis af likes til følge og lige så mange gange gange tillykke. Finn Olsen, der er næstformand for Erhvervs- og Beskæftigelses- og Kulturudvalget er glad og stolt og modtog prisen med et bredt smil:
- Det er en pris, der giver rigtig god mening for Svendborg, fordi vi jo netop gerne vil stå for det gode liv, den gode stemning og ja, hygge. Det er dejligt at få sådan en anerkendelse som by, men selvfølgelig også et skulderklap til de handlende, som jo møder kunderne, siger Finn Olsen.
Mogens Balle fra Shopping Svendborg er også meget tilfreds:
- Det er da fantastisk dejligt nyt. Vi har en unik kombination af havn og by, vores udsigt til sundet og smukke gågader. Det tror jeg er medvirkende årsag til den fine pris, siger han.
Køge vandt den overordnede pris – Danmarks bedste handelsby. Lige i hælene på Svendborg som den hyggeligste handelsby var Frederikshavn. Vinderne er fundet på baggrund af resultaterne af en interviewanalyse af stamkunder i hver af de deltagende byer, der har svaret på en række spørgsmål om service, tilgængelighed, udvalg etc. samt en bedømmelse af de enkelte handelsbyer ud fra en række spørgsmål besvaret af den enkelte by/kommune. Bag kåringen og undersøgelsen står Detail-forum, Nordic Council of Shopping Centers samt Institut for Center-Planlægning. Svendborg har været i konkurrence med 23 øvrige byer i kåringen:
Brande, Ebeltoft, Frederikshavn, Helsingør, Hillerød, Hobro, Holbæk, Holstebro, Ikast, Køge, Middelfart, Nykøbing S., Næstved, Randers, Ringkøbing, Roskilde, Silkeborg, Vejen, Vejle, Viborg, Vordingborg, Aalborg og Aars.
FAKTA:
- Danmarks bedste handelsby 2016:Køge
- Danmarks hyggeligste handelsby 2016: Svendborg
- Danmarks flotteste handelsby 2016: Aalborg
- Danmarks bedst markedsførte handelsby 2016: Roskilde
- Danmarks mest servicemindede handelsby 2016: Vejle